content-picture.php

Erhvervslivets og regeringens klimapartnerskaber skal spille en aktiv rolle i den grønne omstilling - af hensyn til job, omsætning og vækst. Staten skal både være styrende, men skal også fjerne de barrierer, som erhvervslivet mener hindrer den grønne vækst.

af Arne Lund

Regeringens arbejde med den grønne omstilling sker etapevis. Først blev der afsat (for få) penge på finansloven for 2020. Så blev der indgået en aftale om en klimalov med alle partier, undtagen LA og Nye Borgerlige, og til foråret fremlægges den første klimahandlingsplan, der, med Dan Jørgensens ord, “skal sætte handling bag ordene og omstille samfundet og erhvervene til en mere grøn fremtid… samt være de juridiske og administrative rammer for fremtidens arbejde”.

 

Sidst i november præsenterede Mette Frederiksen 13 tunge virksomhedsledere, der skal være tovholdere for de klimapartnerskaber, regeringen har etableret, og som har forpligtiget sig til at samarbejde om den grønne omstilling.

 

“Vi kunne godt nå målene (for den grønne omstilling) ved at flytte produktion og virksomheder ud af landet, men så flytter udledningen med. Vi er et landbrugs- og produktionsland, men også et klimaland. Omstillingen må (derfor) ikke ske på bekostning af danske arbejdspladser”, sagde Mette Frederiksen ved præsentationen, der dog afstod fra at tale om, at vareimporten ikke tælles med i det nationale miljøregnskab, men tørres af på – hvem?

 

Samtidig oprettes Grønt Erhvervsforum, hvor flere ministre, formændene for klimapartnerskaberne samt repræsentanter fra fagbevægelsen og eksperter deltager. Her vil gennemførelsen af forslag, aktiviteter mv. løbende blive fulgt.

 

 

Partnerskaberne omfatter følgende sektorer: fødevarer, bygge og anlæg, industri og håndværk, biotek og forskning, energi, vand, affald, handel, transport, finans og pension. Hver sektor skal lave køreplaner for, hvordan de kan reducere deres klimabelastning. Regeringen vil så til gengæld se på de barrierer, der forhindrer virksomhederne i at kunne opfylde deres del af den grønne omstilling. Hvilke barrierer, der kan komme på tale, er foreløbig ukendte, men vil måske fremgå af den kommende klimalov.

 

Endelig etableres et borgerting, hvor lægfolk kan få “deres stemme hørt.” “Hørt”? Forhåbentlig mere end det, og ikke at borgertinget blot er til pynt, mens den afgørende indflydelse ligger hos regeringen, folketinget og erhvervslederne.

 

Industrien har flertal

Sammensætningen af klimapartnerskaberne indikerer, at det kan gå den vej. Således skal klima-partnerskabet for flytrafik ledes af SAS’ koncernchef, Simon Pauck Hansen, der får følgeskab af tre danske lufthavne, tre nordiske flyselskaber, Dansk Industri, to fagforeninger, CONCITO og Det Økologiske råd. Fint nok, at fagforeninger og grønne organisationer er med, men de vil til enhver tid kunne nedstemmes af branchemedlemmerne.

 

I fødevare- og landbrugssektorens klimapartnerskab sidder 29 medlemmer, heraf 18 fra industrien og 11 fra fagforeninger, forskere og grønne ngo’ere.

 

Det vil imidlertid både være pessimistisk og overfladisk allerede nu at fradømme klimapartnerskaberne mulighederne for at kunne bidrage til den grønne omstilling. Flere af de deltagende virksomheder og brancher, fx Novo, Grundfos, Ørsted og Mærsk, er nået forholdsvis langt, mens andre er ved at komme i gang og har intentioner om at gøre mere. Og uanset hvad vi synes om erhvervslivet, så har Mette Frederiksen ret i, at uden dettes deltagelse, da vil den grønne omstilling ikke kunne lykkes.

 

Dansk økonomi er solid, hvilket fremgår af Finansministeriets seneste redegørelse. “Siden 1990 er økonomien vokset med 60 procent, mens udledningen af drivhusgasser er faldet med 32 procent Virksomheder og deres ansatte er blevet mere produktive, de er bedre uddannet, og der er udviklet ny ressourcebesparende teknologi.”

 

Alt er ikke fryd og gammen, for en række usikkerhedsfaktorer kan blive udløst og forværre situationen, hvilket indebærer, at der vil være færre midler til den grønne omstilling. Usikkerheden kommer fra mulige handelskrige, økonomisk afmatning i Tyskland – vores største samhandels-partner – Brexit, migration fra områder, der rammes af ekstreme vejrhændelser osv.

 

Grøn kapitalisme

Dele af kapitalismen har en utrolig evne til at modernisere sig og til at fremstå som progressiv, grøn og omsorgsfuld. De hjemlige kapitalister har omsider indset – med vindmøllerne in mente – at de ved at basere udvikling og produktion på miljø- og ressourcehensyn kan opnå markedsfordele over for mere tøvende udenlandske konkurrenter. Gradvis er der her i landet blevet opbygget en videnstung kapitalisme, der omformulerer udbytningen af lønarbejderne til mindre brutale og mere inkluderende arbejdsforhold – så længe det ikke gå ud over omsætning og profit.

 

Regeringens og statens rolle i klimapartnerskaberne vil bl.a. bestå i at tilføre forskningen flere ressourcer, at omfordele fra bl.a. humaniora til naturvidenskaberne, som vil få en helt central rolle i omstillingen. I 2020 afsættes 1,5 mia kr. til grøn forskning. Regeringen lægger således op til, at det er ny teknologi, der skal være drivkraften i den grønne omstilling, mens der ikke vil ske ændringer i adfærd og forbrug, sidstnævnte vil fortsat vokse, jf. Den Økonomiske Redegørelse.

 

De fossile brændstoffer udfases gradvist og vil blive erstattet af elektrobrændstof – et flydende CO2-neutralt brændstof, fremstillet af fx vindmøllestrøm og brint. Med små ændringer kan det hældes i diesel- eller benzinmotorer og kan benytte den eksisterende infrastruktur. Elektrobrændstof er ca. 5 kr. dyrere end den kunstigt lave benzinpris, men det kan ændres via afgiftsregulering. Elektrobrændstof kan også bruges i skibe og fly, om end forskningen her stadig er en del bagefter.

Forskere fra Aalborg Universitet arbejder på et pilotanlæg, der skal stå klar i 2020. Her skal der fremstilles syntetisk, grøn metanol til landtransport og skibe. Ørsteds plan om en energi-ø ved Bornholm kan fx være hjemsted for produktion af elektrobrændstof

 

En anden teknologi, som vil blive en vigtig brik, er CO2-lagring til fx cement- og stålværker, der ikke kan omlægges til at blive CO2-neutrale. LEGO ser på muligheden for at fremstille legoklodser uden brug af fossile brændstoffer. Endelig kan der opnås meget ved at effektivisere inden for transport, byggeri, fødevareproduktion mv.

 

Energiforsker Brian Vad Mathiesen, Aalborg Universitet: ”Vi har analyseret energisystemer med 100 procent vedvarende energi i og udenfor Europa, og det er tydeligt, at det teknisk eller økonomisk ikke er skræmmende at lave dén omstilling. Vedvarende energi er så billig i dag, at den nemt kan konkurrere med kul og naturgas. Og det endda uden at inddrage, hvad der spares på sundhedsvæsenet og belastning af biodiversiteten som følge af mindre forurening.” (Ingeniøren 6.9.2019.)

 

Brian Vad Mathisen advarer mod myten om, at den teknologi, der skal fremme den grønne omstilling, endnu ikke er opfundet. “Det er den. Omkring 95 procent af de teknologier, vi vil få brug for i 2050, kender vi i dag… Selvfølgelig skal vi forske i at gøre dem billigere og bedre. Men det er politiske årsager, der gør, at ikke går hurtigere… Vi risikerer at skubbe de nødvendige beslutninger foran os, hvis vi venter på revolutionerende ny teknologi.”

 

Adfærdsændring

Den største udfordring er dog at få ændret på folks opfattelse af, hvad der er nødvendigt, hvad der skal gøres, hvem der skal gøre hvad, og hvornår det skal ske. Og her er der åbenlys uoverensstemmelse mellem ord og handling.

 

Skal samfundet, virksomhederne og borgerne kunne nå at nedbringe udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030, så skal der ske årlige reduktioner med gennemsnitlig 6,2 procent Finansloven for 2020 klarer kun én procent. Men rummer dog også tiltag, hvis effekt først viser sig i løbet af en årrække, fx udtagning af lavtliggende landbrugsjord og lavere afgifter på elbiler. Hvor meget mon det batter, set i forhold til det stærkt stigende køb af billige, benzinslugende biler – især de tunge SUV’ere – ingen flyafgifter, kun få tiltag for at effektivisere energiforbruget i byggeriet …?

 

Ikke alle sektorer, der er med i klimapartnerskaberne, er villige til at sadle om. På finansloven øremærkes 10 procent af landbrugsstøtten til miljøfremmende tiltag. Rutinemæssigt protesterede Landbrug og Fødevarer, der åbenbart havde glemt, at man i foråret aftalte med Danmarks Naturfredningsforening at nedsætte landbrugets udledning af klimagasser, etablere flere sammenhængende naturområder og at udtage et areal på to gange Falsters størrelse.

 

I SAS er man ikke meget for statslige flyafgifter, for de “ender jo i statskassen i stedet for at blive brugt til at omstille flybranchen til mindre miljøbelastende flytyper… branchen er bedre til at regulere sig selv.” Sådan udtrykte Simon Pauck Hansen sig i Deadline 7.12.2019.

 

Måske kender han ikke SAS’ egen historie. I 90’erne var der i Sverige en afgift på indenrigsflys kvælstofudledning. Provenuet blev investeret i renene flymotorer. Afgiften forsvandt da Sverige kom med i EU – det var en del af optagelsesbetingelserne. Afgiften blev set som konkurrence-forvridende – af SAS, der hyppigt havde klaget til EU-Kommissionen.

 

Da studieværten spurgte til SAS’ plads som nr. 74 på verdensranglisten over flyselskabers miljøpræstationer, da var der ingen ende på alt det, SAS vil gøre i fremtiden: Erstatte alle de forældede fly med moderne Airbus’er, skifte til biobrændsler og inden 2030 til elektrobrændstoffer.

 

Biobrændstoffer af planteolier – især palmeolie – udleder langt mere CO2 end traditionelle fossile brændstoffer. Fremstilles det af fx animalske restprodukter, da vil det bidrage til at fastholde den enorme animalske husdyrproduktion, der af ressource- og klimahensyn, skal reduceres markant.

 

Hvad angår elektrobrændstoffer, så har det ifølge Brian Vad Mathiesen lange udsigter, inden de er til rådighed i så store mængder, som flyselskaberne har brug for.

 

Ingen sanktioner

Der lægges op til, at en del af reduktionerne af de klimaskadelige stoffer skal ske ved hjælp af det kvotesystem, der for længst har spillet fallit. Virksomheder kan i dag købe meget store mængder CO2-kvoter til 180 kr. pr. ton – langt fra de 750 kr., der burde være minimum. Hertil kommer, at der er udstedt alt for mange kvoter, og at en del brancher har fået deres kvoter gratis. Ved at opkøbe kvoter i lande med ringe industrialisering kan virksomheder reducere deres udslip – i hjemlandet!

 

En del tunge sektorer, fx landbrug og vejtransport, er ikke kvotebelagt. Kvotesystemet har med tiden fået karakter af at være en bogholderfidus, der er uden betydning, hvilket EU også erkender.

 

Noget af det mest problematiske ved klimapartnerskaberne er fraværet af sanktionsmuligheder, hvis virksomheder og brancher ikke lever op til de aftalte reduktionsmål. Forhåbentlig kommer det ikke til at gå som med landbruget, der dispenseres og får udsættelse, fordi landmændene ikke reducerer deres miljøbelastning, brug af pesticider mv. i det omfang, de skal. Vil virksomheder og brancher kunne få dispensation og statslig kompensation for at holde at holde dem skadesløse, hvis det nu viser sig, at den grønne omstilling bliver dyrere end forventet? Vil der ske det samme, som når landbruget kompenseres for ikke at sprøjte i vandindvindingsområder?

 

Gretha Thunberg frygter i kølvandet på COP25-fiaskoen i Madrid, at “den største fare er ikke manglende handling; den virkelig fare er, når politikere og erhvervsledere får det til at se ud, som om de handler, mens der faktisk ikke sker noget, bortset fra smart bogføring og kreativ PR.”

 

Kan klimapartnerskaberne dementere hendes – og andres frygt?

single.php