content-picture.php

I 2017 under arbejdet for en kvindestrejke i USA den 8. marts mødtes tre socialistiske feminister: Cinzia Arruzza, Tithi Bhattacharya og Nancy Fraser. Kvindestrejken i USA kom i kølvandet på de store kvindemobiliseringer mod Trumps indsættelse og som en del af den opblomstring af feministisk kamp og kvindekamp, der har fundet sted de seneste år.

af Bodil Rasmussen

Mobiliseringerne viste de tre kvinder den styrke og potentiale, der lå, når kvinder begynder at strejke, men også udfordringen. At feminismens mål og metoder gennem mange år var blevet tegnet af kvinder som Hillary Clinton og forretningskvinden Sheryl Sandford, hvis kampe for præsidentembede eller karriere ikke havde noget perspektiv for de 99 procent kvinder.

 

Der var behov for et alternativ og derfor blev ”Feminisme for de 99% – et manifest” til. En lille forholdsvis letlæst bog, der i 11 teser beskriver og analyserer kvindeundertrykkelsen i dag, og hvordan den kan bekæmpes.

 

En rød tråd i teserne er, at kvinder er ekstra sårbare overfor den økologiske, politiske og økonomiske krise, vi oplever i dag, fordi de står med ansvaret for den sociale reproduktion (børnepasning, husarbejde, omsorgen for familien, som manifestet også kalder menneskeskabelse). Og fordi denne, som der står i tese 5, i et kapitalistisk system er underordnet produktionen. Det beskrives også, hvordan denne situation betyder en særlig udbytning af kvinderne i og fra det globale Syd. Der er altså brug for et grundlæggende opgør med systemet, hvis de 99% af verdens kvinders vilkår skal forbedres.

 

Andre vigtige spørgsmål i den feministiske kamp i dag som vold og kampen stereotype kønsidentiteter behandles også i Manifestet. Også her beskrives en væsentlig årsag til problemerne som samfundets underordning af den sociale reproduktion og den dertil knyttede familiestruktur. Manifestet vender sig både mod det, der kaldes den borgerlige feminismes løsninger, markedsgørelsen af seksualiteten, og troen på, at man kan komme volden til livs gennem strengere straffe. Men selvfølgelig også mod reaktionære, autoritære og ofte racistiske kræfter, der vil bevare såkaldt ”eviggyldige familieværdier og guddommelige love.”

 

I det afsluttende afsnit slår Manifestet til lyd for fælles kamp. Kampe mod miljøødelæggelser, racisme, arbejderrettigheder er også feministiske kampe. Men fælles kamp må ske sammen med en anerkendelse af vores forskelligheder beroende på kultur, race, etnicitet, førlighed, seksualitet og køn, og som Manifestet afsluttes: ”På denne måde forsøger Feminismen for de 99 procent at overvinde den velkendte, forslidte modsætning mellem ”identitetspolitik” og ”klassepolitik””.

 

Feminisme for de 99% – et manifest. Af Cinzia Arruzza, Tithi Bhattacharya, Nancy Fraser. Udgivet af Solidaritet. Pris: 50 kr.

 

single.php