content-picture.php

Finansloven 2020 bliver klart bedre end nogen finanslov under Løkke- og Thorning-regeringerne. Der er ingen forringelser og en hel del forbedringer.

af SAPs Forretningsudvalg

Her nogle eksempler fra en lang liste af stort og småt:
• 600 mio. kr. om året til psykiatrien – styrket akutindsats, flere sengepladser og bedre normeringer i psykiatrien
• Bedre normeringer i daginstitutioner Der er afsat 500 mio. kr. i 2020, stigende til 1,6 mia. kr. pr. år i 2025
• Fortsættelse af taxameterløft på humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser – med 300 mio. kr. i hver af de kommende 3 år til at afværge et skarpt fald i bevillingerne
• Pædagoguddannelsens taxameter i 2020 -2023 sikret på niveau med læreruddannelsen
• Flere pladser på kvindekrisecentre. Der afsættes 55 mio.kr i 2020 og 75 mio.kr. i de efterfølgende år
• Gratis tandpleje til de mest udsatte borgere
• Fordobling af bøder for arbejdsgiveres brug af illegal arbejdskraft
• Opholdskravet for ret til dagpenge ophæves. Genindførelse af ret til dagpenge, også hvis man har opholdt sig i udlandet.
• Forstærket indsats for udredning af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere – syge skal ikke være fanget på kontanthjælp.
• 1,7 mia. kr. årligt til styrkelse af Skat
• Øget arveafgift for virksomhedsarvinger
• Fjernelse af deltagerbetaling på danskuddannelse for udlændinge

 

Et brud med Løkke og Thorning
I den forstand er næste års finanslov et brud med de tidligere regeringers politik. Det afspejler, at regeringen stadig er under et betydeligt pres. Der er et underliggende pres, især fra Socialdemokratiets bagland, for at føre en mere social retfærdig politik end den, Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon førte. Og der er det mere åbenlyse pres fra protester og bevægelser omkring klima, uddannelser, daginstitutioner, boligpolitik og andre velfærdsspørgsmål. Hver for sig lægger de pres på regeringen, og til sammen signalerer de til regeringen, at der i dag ikke er den samme afstand fra utilfredshed til aktiv protest, som vi oplevede for bare to år siden. Et hvilket som helst spørgsmål kan udløse en eller anden form for mobilisering.

 

Af den grund og på grund af regeringens afhængighed af de såkaldte støttepartier har den i denne omgang valgt at afsætte flere penge til velfærd og grøn omstilling, end de nyliberalistiske dogmer tilsiger, og den har valgt at bremse årtiers asocial omfordeling til fordel for de rigeste i samfundet.

 

I forhandlingerne har Enhedslisten udnyttet dette styrkeforhold. Det har skabt konkrete forbedringer på nogle områder, og vi undgået åbenlyse forringelser. Derfor er der ingen tvivl om, at det er en finanslov, som Enhedslisten skal stemme for.

 

Lang vej igen
Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at en finanslov, der var blevet forhandlet på ryggen af større mobiliseringer og en stærkere politisk venstrefløj, ville have set helt anderledes ud.

 

Der er brug for en langt større klima-indsats end den, forliget lægger op til. De store milliardbeløb, der slynges omkring med i forbindelse med den grønne investeringsfond, er i bund grund erhvervsstøtte, hvis positive klimaeffekter er tvivlsomme og i hvert fald ikke dokumenterede.

 

Et af elementerne i den ellers vigtige indsats mod social dumping er yderlige brug af og mere kontrol med ID-kort på arbejdspladserne. Det lugter mere af jagt på migrantarbejdere end på de arbejdsgivere, som udnytter dem.

 

Forliget indeholder ikke nogen genopretning af dagpengene, hverken i størrelse eller periode, og forbedringerne for de reformramte på overførselsindkomster er til at overse.

 

Generelt er forligets vækst i velfærden heller ikke større end, at den holder tråd med udviklingen i økonomien som sådan, målt på bruttonationalproduktet. Med den målestok er der ikke tale om tilbagerulning efter mange år, hvor mindre og mindre af samfundsøkonomien er gået til velfærd.
Endelig er Socialdemokratiet urokkelig i sin usolidariske og racistiske indvandrer- og flygtningepolitik, og ghettoplanerne bliver ikke rokket det mindste af forliget.

 

Mellem håb og skuffelse
Det er derfor også på sin plads, at Enhedslistens folketingsgruppe åbent har gjort opmærksom på, hvad man ikke kom igennem med i forhandlingerne, og peget på forligets begrænsninger. Ikke mindst er de gået i polemik med SF om minimumsnormeringerne i daginstitutionerne, som i bedste fald kan blive bedre gennemsnitsnormeringer med det beløb, der er afsat i finansloven.
På den ene side er det vigtigt at pege på de fremskridt, der er sket i forhold til tidligere finanslove. Ikke primært for at rose forhandlerne, men for at styrke bevægelsernes selvtillid, troen på, at det nytter at kæmpe.

 

På den anden side vil det være rigtig dumt at genskabe illusionen om ”den røde blok”, som Pernille Skipper med rette aflivede for flere år siden. Det vil være klogt at holde sig fra formuleringer om, at finanslovsforliget er første skridt i en ny retning i dansk politik, når det lige så godt kan vise sig at være sidste skridt i denne omgang. Socialdemokratiets historie tilsiger en sund skepsis, og regeringens modstand mod relativt små forbedringer i klima og velfærd, kombineret med deres afhængighed af det åbenlyst nyliberalistiske Radikale parti, understreger, at det bliver op ad bakke at gå videre i ”en ny retning”.

 

Selvtillid på baggrund af opnåede resultater kan lynhurtigt vende sig til skuffelse og passivitet, hvis der spreder sig urealistiske forventninger til, hvad regeringen og de nuværende forligspartier vil gennemføre af egen kraft.

 

Næste gang skal der mere til
Som sagt kan der ikke indvendes noget imod, at Enhedslisten har indgået forliget og stemmer for finansloven, selv om det ikke sikrer virkeliggørelse af det forståelsespapir, der var forudsætningen for, at Enhedslisten lod Mette Frederiksen blive statsminister. Og selv om det er meget langt fra for alvor at gøre noget ved arbejderbefolkningens problemer.

 

Men vores parti må ikke vente til fem minutter i tolv og den sidste finanslov inden næste valg med at stille regeringen til ansvar for forståelsespapiret, både dets konkrete løfter og dets mere generelle intentioner. I god tid inden næste finanslov må Enhedslisten offentligt foretage en kritisk status over forståelsespapiret. Det må stå klart, at dette forlig var i orden som den første finanslov efter regeringsskiftet, men ambitionerne skal være højere næste gang.

 

Samtidig må vi begynde at rejse diskussionerne om alle de vigtige spørgsmål, som forståelsespapiret gik uden om, fordi Socialdemokratiet inden valget bandt sig til blå blok med en lang række forlig. Det kan blive et godt og nødvendigt krav til Socialdemokratiet, at det opsiger de gamle blå forlig et for et.

 

Og så kæmper vi videre
En parlamentarisk taktik, der kombinerer kritik af regeringen med nye forsøg på at opnå forbedringer på forskellige områder, er vigtig. Men forudsætningen for, at det lykkes, er, at det aktive, folkelige pres på regeringen fortsætter og styrkes. Her har Enhedslisten sin største opgave i den kommende periode.
SAP’s forretningsudvalg, den 9. december 2019

single.php