content-picture.php

Med en fortælling om stabilitet og økonomisk vækst vandt centrum-venstre valget i Portugal den 6. oktober. Men landets fremgang er usikker. Vi bliver nødt til at kæmpe for en total afskaffelse af besparelserne.

af Catarina Principe

Valget afsluttede en periode på 4 år med en usædvanlig regeringsmodel kaldet geringonça (anordning), et samarbejde skitseret i 2015 mellem det socialliberale [tilsluttet den socialdemokratiske Internationale, o.a.] Socialistiske Parti (PS), Venstreblokken (BE) og det Portugisiske Kommunistparti (PCP). Til manges overraskelse viste denne parlamentariske aftale at kunne holde en fuld regeringsperiode – formanden for PS, António Costa, gik til valget med budskabet om, at hans parti var en garant for ”stabilitet”. Efter søndagens valg, hvor hans parti havde fremgang, foreslog han igen muligheden af at indgå en lignende aftale for næste regeringsperiode.

 

Men hvis venstrefløjen internationalt overvejer ”pluralismen” i den portugisiske regering som en model at forfølge, så var denne usædvanlige løsning (hvor Venstreblokken og Kommunistpartiet understøtter den socialdemokratiske regering) en respons på den særlige situation, der var opstået i tiden efter krisen. Og som det nylige valgresultat viser, er det ikke nødvendigvis en bæredygtig konstruktion.

 

I de fire år med geringonça er det lykkedes centrum-venstrepartiet PS at revitalisere sit image på baggrund af et begrænset antal progressive politiske tiltag. Men sideløbende med partiets fremgang er debatten om de store strukturelle problemer i Portugals økonomi langt svagere nu, end den var i 2015. Uanset hvordan man opfatter de sidste fire års succes med geringonça, så er venstrefløjens mulighed for at påvirke en kommende regering langt svagere.

 

Resultaterne

Der er tre hovedpointer fra søndagens valgresultat. Det socialdemokratiske PS var en klar vinder, højrefløjen var en klar taber, og Portugal står igen i en situation, som ikke giver et klart svar på sammensætningen af den kommende regering.

 

I søndagens resultat blev PS det største parti med 36,7 procent af stemmerne, en stigning sammenlignet med 32,4 procent i 2015, hvilket giver yderligere 20 pladser i parlamentet. Og med deres 106 parlamentspladser er de kun 10 pladser fra et absolut flertal. Knap så godt gik det de andre partier i geringonça. Venstreblokken gik fra 10,2 til 9,7 procent, og mistede ca. 57.000 stemmer, men fastholdt deres 19 pladser i parlamentet. Kommunisterne i PCP var i valgforbund med de Grønne og gik fra 8,3 til 6,5 procent, svarende til 115.000 færre stemmer og et tab af fem parlamentspladser.

 

Resultaterne for højrefløjen i portugisisk politik var ligeledes dårlige. Centrum-højre partiet PSD gik fra 36,9 procenti 2015 (hvor de var gået sammen med de konservative i CDS) til 27,9. Sammenlagt mistede partierne her 25 pladser i parlamentet. En vinder var det liberale miljøparti PAN, der lykkedes at få 4 pladser med en fremgang fra 1,4 til 3,3 procent.

 

Man skal også bemærke, at 3 nye partier blev blev indvalg, hver af dem med lige over 1 procent og dermed et enkelt parlamentsmedlem: Liberalt Initiativ (et nyt liberalt parti), men også Chega (det første populistiske parti på den yderste højrefløj i parlamentet) og Livre (et socialdemokratisk parti med forbindelse til Yanis Varoufakis Diem25, og det første parti med en sort kvinde som spidskandidat). At disse 3 partier netop nu bryder igennem på samme tid, er et vidne om de politiske spændinger i landet, der både rummer en øget racistisk strømning samt en ny anti-racistisk bevægelse. Dette er den mest forskelligartede parlamentariske forsamling i nyere portugisisk historie. Men valget viste også en klar nedgang i valgdeltagelse – 45,5 procent undlod at stemme mod 43 procent sidst.

 

Reaktionerne på valgresultatet hos lederne af venstrefløjen og centrum-venstre peger i samme retning, men med forskellige nuancer. Premierminister og leder af PS, António Costa, insisterede på, at den seneste periodes regeringssamarbejde havde en folkelig opbakning, og at vælgerne ønskede en fortsættelse af denne, dog med et stærkere PS. Han fokuserede her på ideen om politisk stabilitet, forlængelse af den nuværende løsning, men med en styrkelse af sit eget parti. Han angav også, at han var villig til at inkludere PAN og Livre og dermed gøre samarbejdet bredere.

 

Lederen af centrum-højrepartiet PSD, Rui Rio, bemærkede, at han var klar til at diskutere regeringsdannelse med Costa. Lederen af Venstreblokken, Catarina Martins, gjorde det klart, at partiet var villig til at forhandle både en langtidsaftale, men også årlige aftaler baseret på de årlige finanslove. Jerónimo de Sousa, lederen af det kommunistiske PCP – venstrefløjspartiet, der fik den største vælgermæssige øretæve, var også klar til forhandling, men med en lidt anden vinkel: Man vil gerne forhandle, men kun på enkeltområder hver for sig og ikke en samlet aftale. Men i virkeligheden åbner valgresultatet et væld af mulige konstellationer, der først vil være tydelige over de næste uger. [15. oktober dannede Costa en mindretalsregering uden en aftale med andre partier, dvs. regeringen vil regere med skiftende flertal, o.a.].

 

Et tilbageblik på geringonça

Valgresultatet og tilbagegangen for venstrefløjen åbner naturligvis for spørgsmålet – er modellen med geringonça noget, man bør stræbe efter? Der har været sagt meget om denne regeringserfaring, men visse tal og argumenter er værd at gentage. Først og fremmest var dette ikke en venstrefløjsregering, men snarere en socialliberal regering, der med støtte fra venstrefløjen gennemførte visse sociale tiltag. Denne forståelse er afgørende, hvis vi skal vurdere de politiske implikationer af denne løsning. Konkret betyder det, at det var en regering, der ville genrejse økonomien efter fire års hård nedskæringspolitik, men som aldrig har haft et program for dette.

 

Vi kan selvfølgelig udpege nogle konkrete områder, hvor den socialdemokratiske regering under pres fra venstrefløjen har gennemført vigtige tiltag: forhøjelse af minimumslønninger og pensioner, genetablering af offentligt ansattes løn efter tidligere nedskæringer, genindførelse af fire feriedage og 35-timers arbejdsuge for offentligt ansatte, tilbagerulning af privatiseringsbølgen indenfor visse områder af den offentlige transport, samt tiltag på det sociale område som gratis bøger til studerende, billigere månedskort i byområder og bedre socialt sikkerhedsnet for børn og langtidsarbejdsløse.

 

Disse tiltag har dog kun været mulige grundet en midlertidig hvilepause givet af de europæiske institutioner – en slags belønning for at være et land, der har været ”mønsterelev” i at implementere nedskæringer, idealiseret som en succeshistorie i modsætning til Grækenland. Dette blev kun givet til denne regering efter anerkendelse af, at finansloven overholdt EU’s regler, og denne pause var også en måde til at genoplive et døende traditionelt socialdemokratisk parti. Genrejsningen blev også hjulpet på vej af ydre – men nok ikke varige – faktorer som et fald i oliepriserne (afgørende for en økonomi baseret på import), en vækst i forbruget (grundet en lille vækst i realløn samt ophør med fortællingen om nedskæringernes nødvendighed), og en vækst i eksporten, herunder områder som turisme, der fik en markant fremgang.

 

Men sandheden er, at der ikke er opnået nogen strukturelle ændringer. Portugal er stadig et af de lande i EU med størst ulighed målt på indkomster. Der er en overvældende andel af indirekte skatter, lønandelen af BNP er stadig langt under, hvad den var før krisen (61,1 procent), og på trods af et fald i den officielle arbejdsløshed (de uofficielle tal vidner om en lidt mere kompleks situation) fra 12,4 til 6,7 procent, så er antallet af ansatte i det offentlige stadig under 2011-niveau (37.706 færre). Samtidig er Trojkaens arbejdsmarkedslove stort set uændrede, offentlige investeringer nåede et historisk lavpunkt i 2016, og målt ud fra BNP stadig under niveauet før krisen. Dette kan henføres til en ekstrem underfinansiering af områder som sundhedsvæsen og uddannelse, en stigning i prekære jobs, og redningspakker til banker uden for offentlig kontrol.

 

Meget bekymrende er et af de centrale spørgsmål fra 2015-valgkampen helt forsvundet, nemlig hele gældsproblematikken. Dette fordi renten kun lige akkurat er positiv, og fordi hjælpepakken fra den Europæiske Centralbank absorberede en stor del af gælden. Men spændetrøjen på grund af den offentlige gæld er stadig overvældende: Den faldt fra 130,6 procent af BNP i 2014 til 121,5 i slutningen af 2018 – men den sætter store grænser for demokratiske økonomiske beslutninger.

 

De sidste fire år har også været mærket af en kraftig boligkrise og en bølge af strejker på tværs af sektorer. Samlet set er landet endnu mere sårbart over for udefrakommende økonomiske forstyrrelser, end det var i optakten til 2007-08, grundet et svagere banksystem, lavt niveau af offentlig investering, flere prekære jobs samt det faktum, at flere økonomiske nøglesektorer er forblevet privatiserede. Portugal er ikke den succeshistorie, som visse liberale stemmer påstår. Det er snarere en historie om at overholde europæiske regler, der har været med til at revitalisere EU’s egen styrke i en periode med Brexit, og bidraget til illusionen om, at man kan bryde med nedskæringspolitikken indenfor de europæiske rammer.

 

Hvad nu?

Valgkampen undgik helt de centrale problemer, som landet står overfor. Der var ingen grundig debat om de finansielle systemer, EU, euroen eller gælden. Alle forventede et sammensat parlament og dermed en nødvendighed af at indgå aftaler, så man undgik skarpe politiske skillelinjer. Partierne var meget påpasselige med at definere ultimative krav til et kommende regeringsgrundlag.

 

Det er derfor vigtigt at notere, at venstrefløjen – her især forstået som Venstreblokken og PCP – ikke vandt, hverken i forhold til at vende den offentlige debat eller til at vinde vælgere. Faktum er, at de tabte på procenter, på det numeriske antal vælgere og for PCPs vedkommende også antallet af parlamentspladser. Man har altså et svagere udgangspunkt for at forhandle en aftale end i 2015. Dette er en afgørende årsag til, at en ny version af geringonça – selv om det generelt blev opfattet som en god oplevelse – vil efterlade venstrefløjen endnu mere sårbar end tidligere.

 

Det socialdemokratiske PS er – som mange af dets europæiske søsterpartier –i praksis det parti, der har gjort mest for at gennemføre neoliberal politik i Portugals demokratiske historie [dvs, siden militærdiktaturets fald i 1974, o.a.], med undtagelse af perioden fra 2011-15 under centrum-højre partiet PSDs ledelse.

 

Grunden til, at tingene var anderledes i perioden med geringonça, var ikke et grundlæggende skift hos PS, men snarere at de prøvede at genopfinde sig selv under ideen om at undgå ”pasokificering” – kollapset af deres græske søsterparti [PASOK] efter flere års gennemført nedskæringspolitik. Tilbage i 2015, selv efter fire år med en højrefløjsregerings benhårde nedskæringspolitik, kunne PS ikke slå dem som største parti. Men gårsdagens resultat, der klart styrker PS, betyder, at den politiske situation er helt anderledes end i 2015. Også af den grund kan venstrefløjen nu dårligt begynde at kræve grundlæggende strukturelle forandringer, som man ikke havde styrke til at gennemtvinge de seneste fire år.

 

Samarbejdsmulighederne for en ny regering er mange – og på nuværende tidspunkt umulige at forudse. Det faktum, at PCP ser ud til at lægge afstand til en ny samarbejdsaftale, gør det svært for Venstreblokken, der ikke ønsker at åbne for en opposition på venstrefløjen, ledet af det parti, som har de stærkeste (omend svækkede) bånd til fagbevægelsen.

 

Selv lederen af centrum-højrepartiet PSD er klar til at forhandle (nogle af de centrale punkter hos den afgående PS-regering som eksempel arbejdsmarkedslovgivningen byggede på stemmer fra højrefløjen for at overtrumfe oppositionen til venstre). Vi kan heller ikke udelukke, at PS forfølger en linje som deres søsterparti i Spanien, Pedro Sánchez’ PSOE. I denne model vil PS afslå alle indrømmelser til venstrefløjen, kreere en situation med politisk ustabilitet, som kan bane vejen for et hurtigt nyvalg og satse på at opnå et absolut flertal.

 

Fælden ligger i, at ethvert parti, der afviser en mulig aftale, risikerer at blive marginaliseret og måske få en midlertidig parlamentarisk tilbagegang. PS har styrket deres position, men ved, at et forkert træk kan resultere i en usikker situation. Processen, der starter mandag, vil omhandle mere end de konkrete forhandlinger: Det vil være et spil om at placere skyld, hvis forhandlingerne ikke fører til resultat. Dette er den situation,venstrefløjen har bragt sig selv i, fanget uden nogen klar udvej i sigte.

 

7. oktober 2019. Oversat fra Jacobin af Rasmus Keis Neerbek

 

Catarina Principe er medlem af Venstreblokken (Bloco de Esquerda) og skriver for Jacobin. Hun er medforfatter til bogen Europe in Revolt. (2016).

 

 

single.php