content-picture.php

På et kilometerlangt stykke vej i Delhis Shaheen Bagh-kvarter gennemfører hundredvis af mennesker – overvejende muslimske kvinder en dharna – en ikke voldelig besættelse af det offentlige rum. Målet er at stoppe et lovkompleks, som vil diskriminere religiøse mindretal.

af Gauri Gandbhir

Indiske kvinder demonstrerer i lokalområdet Shaheen Bagh. Foto: PCI-ML.

 

Det handler om tre love:

1. Indian Citizen Amendment Act (CAA), en ændring af reglerne for statsborgerskab.

2. National Register of Citizenship (NRC), et nyt register over statsborgere.

3. National Population Register (NPR), som registrerer alle, der bor i Indien.

 

Den diskriminerende CAA søger at åbne en vej til indisk statsborgerskab for asylansøgere, som er kommet til Indien 31. december 2014 eller tidligere på grund af forfølgelser i Pakistan, Afghanistan og Bangladesh, og som tilhører hindi, sikh, buddhistiske, jan, parsi og kristne samfund Men det indbefatter ikke muslimer.

 

CAA blev indført sidste år på initiativ af det hinduistiske nationalistiske Bhatatiya Janata Parti (BJP), som premierminister Modi står i spidsen for. Delstaten Kerala har indbragt loven for Højesteret, da man anser den for grundlovsstridig. Den australske ugeavis Green Left Weekly talte med formanden for den indiske studentersammenslutning (AISA), Sucheta De. Han er også en af lederne af Indiens Kommunistiske Parti (M-L) Liberation. Han udtaler, at CAA ”er udtryk for det regerende BJPs kommunalistiske dagsorden.” [det vil sige en vision om et samfund opdelt efter etniske og religiøse skillelinjer. I andre kulturkredse betegnes det som segregation, raceadskillelse eller apartheid, o.a.]

 

”For det første bliver religion indført som grundlag for statsborgerskab, og udelukker udtrykkeligt muslimer fra at opnå borgerskab. For det andet, hvis det er religiøs forfølgelse, der bekymrer regeringen: Hvorfor så ikke tamilerne fra Sri Lanka? Hvorfor ikke tibetanerne? Hvorfor ikke de forfulgte muslimske minoriteter som ahmaddiyya og shiiter fra Pakistan, Afghanistan og Bangladesh? Hvorfor ikke rohingyaerne? Regeringens hovedmotiv er at skabe en religiøs kommunalistisk opdeling af det indiske samfund.”

 

NRC blev først håndhævet i delstaten Assam, og hvis den bliver gennemført i hele Indien er det et krav, at alle indere skal dokumentere deres statsborgerskab.

 

”Hvis CAA og NRC bliver gennemført, vil det være en katastrofe for muslimer … og for den indiske befolkning,” forklarer Sucheta.

 

”Hvis 1,3 milliarder mennesker bliver bedt om at dokumentere deres statsborgerskab, bliver det vanskeligt for de fattige, de hjemløse og for de lavere kaster og de oprindelige folk at redegøre for, hvor og hvornår deres forældre er født for at bevise deres statsborgerskab.”

 

”I Assam har vi set 1,9 millioner mennesker blive udelukket fra statsborgerskabs-registeret. De fleste af dem er fattige og kvinder. Det bliver meget svært for kvinder fra alle religioner at bevise deres statsborgerskab, for i det indiske samfund flytter kvinder ud af deres forældres hus til svigerforældrenes, de skifter navn og hjemby.”

 

Sucheta forklarer, at før vedtagelsen af CAA og starten af protesterne annoncerede indenrigsministeren Amit Shah, at implementeringen at lovene ville begynde i april. Selvom regeringen angiver, at folkeregisteret er ”første trin i oprettelsen af statsborgerskabs-registeret”, siger Sucheta: ” Folkeregisteret vil forsøge at fastslå, hvem der er fastboende, og hvem der skal bevise deres statsborgerskab overfor statsborgerskabsregistret.”

 

Sucheta oplyser, at under indtryk af presset fra massebevægelserne i hele landet, herunder Dhaheen Bagh, har regeringen erklæret, at den ikke vil søge at gennemføre NRC over hele landet, men den vil gennemføre NRC gennem NPR. NPR er et tiltag for at fastslå, hvem der er en ”almindelig indbygger” i Indien.

 

”Men borgere vil blive afkrævet personlige oplysninger som deres vælger ID-nummer, Aadhaar kortnummer (et biometrisk ID-kort), og hvor og hvornår deres forældre er født. Ifølge borgerskabslov fra 2003 er en person, hvor begge forældre er født i Indien, indisk statsborger. Hvis en af dine forældre ikke er født i Indien, er du ifølge loven ikke statsborger.

 

”En person, som ikke er i stand til at stille regeringen tilfreds, vil blive betegnet som en tvivlsom statsborger. Når du først er tvivlsom statsborger, vil du blive nødt til at bevise dit statsborgerskab i NRC (processen).”

 

En ny massebevægelse for demokrati

Under indtryk fra disse fascistiske, anti-sekulære og grundlovsstridige tiltag er en omfattende landsomfattende bevægelse for demokrati med kvinderne i spidsen vokset frem, symboliseret af protesterne i Shaheen Bagh.

 

Shaheen Bagh begyndte den 14. december og er stadig i fuld gang. Aktionen foregår 24-7 og har gjort det i 75 dage. Besættelsen har ikke nogen ledere og har sin egen disciplin, der bygger på tillid til egne kræfter og solidaritet.

Kvinder bryder med deres rolle som hjemmearbejdende for at blive aktivister for første gang. Sucheta forklarer, at for kvinder ”er det uden fortilfælde med en udadvendt bevægelse med besættelse dag og nat, og den har støtte fra store dele af samfundet.”

 

Det første nat i Shaheen Bagh udgjorde demonstrationen 4 kvinder og 6 mænd, men efterhånden som bevægelsen voksede, var der nogle nætter 10-20.000 deltagere. Den 12. januar voksede protesten til 150.000. Når mændene tager på arbejde, begiver kvinderne sig til aktionen efter at have færdiggjort deres huslige pligter. De trodser regn og kulde eller trusler fra politiet, embedsmænd og hindu-nationalister. Kvinderne møder op om morgenen og bliver indtil morgenstunden næste dag, inden de begiver sig hjem i nogle få timer.

 

Det er en kamp for grundlovssikrede rettigheder for muslimske kvinder, men også for alle andre indere. Dharnaerne (besættelserne) forsætter på ubestemt tid, og de vil ikke give op, før regeringen bøjer sig for kravet om at tilbagekalde hele lovkomplekset CAA, NRC og NRP.

 

Frivillige sørger for mad, vand og medicin og har sørget for scener, overvågningskamerers og toiletter. Bevægelsen får også opmærksomhed, fordi kunstnere og skuespillere optræder og viser solidaritet med de aktionerende.

 

Efterhånden som bevægelsen vandt frem, opstod der lignende protester i hele Delhi og resten af landet. Suchetta forklarer, at ”Shaheen Bagh er ikke længere bare et navn på et sted. Det er en bevægelse, og der er mange Shaeen Bag rundt omkring i landet.”.

 

Udover besættelsen i Shaheen Bag gennemfører kvindedaglige r alene i Delhi besættelser i Seelampur, Khuriji, Jama Majid og Indralok.

 

Aktuelle protester

I Chennai i delstaten Tamil Nadu er to gader besat i forstaden Lala Gunda i Old Washermanpet af 3.000 demonstranter.

 

Politiet i Chennai anvendte vold mod kvinderne i et forsøg på at rydde gaden den 14. februar. I solidaritet med de aktionerende strømmede kvinder fra hele byen til de besatte gader. 26-årige Jannath, som er blandt de 16 kvinder, der er blevet tilbageholdt af politiet, fortalte til The Newsminute at det fortrinsvis mandlige politi ”brød gennem barrikaderne omkring besættelsen.” ”De skubbede til os, trak i vores sarier og burkaer, hev i vores hår og trak os ind i salatfadet. Jeg var den første kvinde, som blev skubbet ind i salatfadet og de overfusede mig og truede med at fængsle vores mænd på ubestemt tid.”

 

”Vi har ikke nogen muligheder for at fremskaffe dokumentation, hvis regeringen beder om det, til trods for at fem generationer af min familie har levet her. I dag protesterer vi, fordi i morgen kan det ske for dig.”

 

Kvindernes slogan er: I sår splittelse – vi bliver flere og flere. (You divide – we multiply).

 

I Kolkata i Vestbengalen er en besættelse foregået uden for den lokale moske siden den 17. januar. I Roshan Bagh i Uttar Pradesh fortsætter en besættelse i en park, som blev startet af 100 kvinder.

 

I delstaten Bihar er der besættelser i Shanti Bag (siden 29. december) i Beguserai (siden 11. januar) og i Patna (siden 12. januar). Sucheta fortalte Green Left, at i alle disse protester “er der et krav om boykot af folkeregistreringen.”

 

Når myndighederne kontakter os, opfordrer alle demonstranter os til at afvise et samarbejde, indtil NPR er afskaffet. En af bevægelsens hovedslogans er: ”Vi vil ikke fremvise vore papirer”. Vi forsøger også at overbevise de lokalregeringer, der ikke er styret af BJP, til ikke at samarbejde om NPR, så regeringen føler sig presset,” siger Sucheta.

 

Flere protester på vej

Sucheta tilføjer, at i forlængelse af besættelserne har studerende og andre unge opfordret til store landsomfattende mobiliseringer den 3. marts under parolen: ”Vi mødes i Delhi 3. marts”.

 

“Studenter og unge har lavet deres egen platform under navnet: Young India against CAA, NC and NPR. Det omfatter 100 højere uddannelsesinstitutioner, som har tilsluttet sig protesterne. Et af kravene er at skrotte folkeregister-loven inden 22. marts. Regeringen vil få en deadline på omkring 20 dage. Hvis regeringen ikke skrotter loven, så vil vi komme til Delhi den 23. marts, siger Sucheta.

 

Han minder om, at den nuværende bevægelse leder tankerne hen på den indiske frihedskamp. På alle steder, hvor protesterne foregår, husker folk Indiens frihedskamp mod kolonialismen. Symbolerne, slogans, alt bliver husket.

 

“De nuværende besættelser er faktisk en Satyagraha, som jo er en af Gandhis aktionsformer. Indtil nu har BJP-regeringen anvendt det indiske flag, trikoloren, til sine egne formål: at kalde indbyggere for anti-nationale. Mens BJP har været ved magten, har der været møder og demonstrationer til forsvar for voldtægtsforbrydere, som havde politisk tilknytning til BJP. Disse demonstrationer blev gennemført med trikoloren i front.”

 

“Men nu har folket generobret trikoloren, generobret nationalsangen,” fortæller Sucheta:

 

“Folk siger, at republikken, grundloven og flaget tilhører os: ”Det er os, der er folket”. Det er ikke indenrigsministeren Amit Shah eller premierministeren, det er os.”

 

Artiklen er oversat fra Green Left Weekly af Leif Mikkelsen

 

Opdatering:

I sidste uge angreb hindu-nationalister fra RSS på demonstranter, der havde benyttet Trumps besøg i Indien som anledning til at protestere mod statsborgerskabs- og asyllovgivningen. Uroen

https://morningstaronline.co.uk/article/w/indian-communists-launch-emergency-appeal-after-anti-muslim-pogroms

 

blev udløst, da en lokal politiker, Kapi MIshra, fra regeringspartiet i Delhi udtalte, at hvis ikke politiet ryddede gaden for aktivister, ville han og hans støtter gøre det.

 

Sammenstødene udviklede sig voldeligt til pogromer i kvarterer med mange muslimer med skyderier og gennembankning af lokale beboere og ildspåsættelse af boliger og forretninger. Mere end 40 mennesker blev dræbt og den lokale moske Ashok Nagar Delhi blev sat i flammer.

 

Modi startede sin politiske løbebane i den Nationale Patriotiske Front (RSS) har derfor tætte bånd til det indiske regeringsparti. Bevægelsen har mere end 5 millioner medlemmer, herunder en ungdomsafdeling og paramilitære bander.

****

Artiklen kan med fordel læses sammen med tidligere artikler:

Modi er måske alligevel gået for vidt denne gang

Indien under Modi: Den fjerde generalstrejke slår alle rekorder

 

 

 

single.php