content-picture.php

"Julen falder tidligt i år. Danmark har fået en klimalov!" Sådan lød en af de glade meldinger fra Enhedslistens repræsentanter, efter at der den 6. december 2019 blev indgået en bred aftale om en klimalov. "Vi har nu vedtaget en af verdens mest ambitiøse klimalove," skrev Socialdemokratiet i en helsidesannonce. 

af SAPs Forretningsudvalg

Partierne har været hurtige til at fejre loven, selv om et forslag til lov ikke forventes fremsat før februar 2020. Klimaministeren rejste straks til klimatopmøde i Madrid med det glade budskab om, at Danmark er gået forrest.

 

Vi kan bestemt glæde os over, at det, der startede som et borgerforslag fra en række miljøorganisationer i starten af året, nu er ved at blive til en lov, som fastlægger øgede klimamålsætninger og styrker mulighederne for at kontrollere regeringens indsats. Det var ikke sket uden skolestrejker, store demonstrationer og mange andre folkelige aktiviteter som led i en international mobilisering over for klimakrisen.

 

Men klimalovs-aftalen er blevet oversolgt. Klimabevægelsen får intet foræret, hverken til jul eller senere. Når man ser nærmere på, hvad der står i aftalen, og hvordan S-regeringen har ageret, er der ingen garantier for den handling, som der er brug for.

 

Det vil kræve en bevægelse, der rokker ved styrkeforholdene, hvis klimaloven skal føre til en handlingsplan, der rykker på kort sigt. Og handling på kort sigt er blevet afgørende på grund af regeringernes langvarige nølen.

 

Tempoet er for lavt
“Danmark skal arbejde aktivt for Parisaftalens mål om at holde den globale temperaturstigning nede på 1,5 grader,” står der i aftalen.

 

Det er en god målsætning, faktisk bedre end formuleringen i Parisaftalen. Men målsætningen bliver ikke omsat til de nødvendige drivhusgasreduktioner.

 

Aftalen indeholder ingen konkrete midler eller mål for forskellige områder, f.eks. flytrafik, men peger blot på overordnede mål for to årstal: “70 pct. reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 i forhold til 1990” og “klimaneutralitet i senest 2050”.

 

Det er uklart, hvordan man mener at disse mål leverer Danmarks fair bidrag til maks. 1,5 grader.
1 grads global opvarmning er passeret. På baggrund af FN’s klimapanels rapport om 1,5 grader er Danmarks drivhusgasbudget allerede mere eller mindre opbrugt, hvilket bl.a. er påpeget af miljøorganisationen NOAH. En indsats, der nogenlunde lever op til 1,5 grader, vil derfor kræve væsentlig hurtigere afvikling af udledningerne, end aftalen lægger op til, og i tillæg dertil etablering af CO 2-dræn gennem skovplantning og omlægning af landbruget til dyrkningsmetoder, som lagrer kulstof i jorden.

 

I forhold til det globale – herunder den internationale klimabistand, der allerede i 2020 skulle sikre 100 mia. dollar om året til det globale syd – er aftaleteksten skræmmende ukonkret. Ikke mindst når man lige har set en dansk finanslov for 2020, der kun giver 150 mio. kr. til klimabistand ud over den normale udviklingsbistand (sammenholdt med borgerforslaget om 5 mia. kr. til dette formål). Samt noget, der ligner et sammenbrud i det globale klimaaftale-system på COP25.

 

70 procent af hvad?
Alle har hørt om de 70 procents reduktion af drivhusgasudledningerne, som den aftalte klimalov skal sikre i 2030 i forhold til 1990. Langt færre har hørt, at de berømte 70 procents reduktion kun retter sig mod en del af Danmarks klimabelastning.

 

“De nationale drivhusgasudledninger opgøres i overensstemmelse med FN’s opgørelsesregler,” lyder det artigt i aftalen. Men det betyder, at når forligspartierne taler om 70 procents reduktion, ignorerer de en stor del af de udledninger, som Danmark faktisk forårsager:Afbrændingen af biomasse, f.eks. træpiller og flis. Denne afbrænding udgør over halvdelen af landets samlede produktion af “vedvarende energi”, men den regnes som CO2-neutral, selv om den ofte ikke er det og da slet ikke på kort sigt.

 

Udledninger fra produktionen af fødevarer, biler, tøj, elektronik osv. i udlandet til forbrug i Danmark (i det omfang det overstiger udledninger i Danmark fra produktion af eksportvarer).
Udledninger fra den danske del af international skibs- og flytrafik.

 

Denne fortsatte kreative bogføring betyder, at man på centrale punkter har valgt at overhøre de anbefalinger, som Klimarådet kom med i oktober – altså det klimaråd, som man ifølge aftaleteksten vil styrke.

 

Håndtag for højrefløjen
Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative har på den baggrund ikke haft de store problemer med at gå med i aftalen. Den er også forsynet med nogle solide liberalistiske håndtag:

 

Indfrielsen af Danmark klimamål skal ske så omkostnings-effektivt som muligt, under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse,” hedder det.

 

Og hvis det “viser sig, at man ikke kan leve op til 70 pct.-målet under hensyntagen til de i klimaloven angivne principper for klimaindsatsen,” så vil man alligevel “drøfte, om der kan opnås enighed om at anvende fleksible mekanismer og andre virkemidler”.

 

Hvis det ser ud til at gå ud over danske selskabers profitter (“konkurrencekraft”), kan man altså overveje skrivebordsøvelser i stedet for at lave reelle reduktioner op til de 70 procent.

 

Desuden har man ikke gjort klimalovens målsætninger bindende over for hele regeringen og de offentlige myndigheder, men blot givet klimaministeren en “handlepligt” i forhold til at holde kursen. Ministeren skal fremlægge nye initiativer, hvis ministeren “vurderer, at handlepligten indtræder” på baggrund af vurderinger fra Klimarådet eller Folketinget.

 

Kampen om handlingsplanen
Afgørende bliver de klimahandlingsplans-forhandlinger, som skal starte i foråret 2020. Her har topcheferne i dansk erhvervsliv på forhånd fået serveretten, når der skal formuleres indhold. Det har regeringen sørget for ved at oprette 13 klimapartnerskaber, hvor direktørerne for store selskaber som Danish Crown, Mærsk og Aalborg Portland – med Mette Frederiksens ord – er inviteret “helt ind til bordet”. Det sætter retningen for klimaloven på en langt mere håndfast måde end hensigtserklæringerne i aftalen.

 

Er man i tvivl om, hvorvidt vækst i omsætning og profitter stadig er i højsædet for klimapolitikken efter regeringsskiftet, kan man kaste et blik på formændene for klimapartnerskaberne. Tag for eksempel luftfartsområdet: Mon den administrerende direktør for SAS vil arbejde for en begrænsning af flytrafikken?

 

Det kommer oven i en finanslovsaftale, som bød på en ret begrænset klimaindsats, og hvor denne indsats hovedsagelig bygger på statslig støtte til den private kapital på dennes betingelser. Her sætter regeringen 25 milliarder af til statsgaranterede lån til industrien gennem eksisterende statsejede fonde, navnlig Danmarks Eksportkreditfond.

 

Derfor gælder det om at rokke ved de sociale og politiske styrkeforhold. Kun stærke bevægelser kan sikre, at de øgede kontrolmuligheder og det øgede fokus, som klimaloven er løftestang for, bliver omsat til handling, der batter.

 

I den forbindelse er det en gave, at 2020 starter med to Enhedsliste-arrangementer, hvor man kan være med til at forberede stærkere mobiliseringer og til at formulere alternativet til det kapitalistiske system, der blokerer for bæredygtighed: Lørdag den 18. januar er alle medlemmer og sympatisører inviteret til “grøn fremtidsfabrik” for at skabe netværk og udvikle Enhedslisten som et parti, der organiserer sig og kæmper for klimaet.

 

Lørdagen inden, den 11. januar, afholdes åbent seminar om demokratisk rød-grøn omstillingspolitik. Det skal bl.a. bruges til at “finde en visionær, økosocialistisk vej til et bæredygtigt Danmark og en – også klimamæssigt – bæredygtig planet”.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 16. december 2019

 

NB: Vi ønsker alle et godt nytår – og vender tilbage i 2020!

single.php