content-picture.php

Yasrab Tanvir Gondal, offentligt kendt som Lal Khan, blev stedt til hvile den 22. februar i den landsby, hvor han var født, Bhaun i distriktet Chakwal. Lige som hans begivenhedsrige liv, blev også hans begravelse en revolutionær begivenhed. Han ville selv have været fornøjet med begravelsesceremonien, hvis han havde kunnet opleve den.

af Farooq Tariq

Hans begravelse blev præget af en sammensmeltning af religiøse, kulturelle og revolutionære traditioner, og kom som en stor overraskelse for indbyggerne i Bhaun. Det lykkedes for hundredvis af marxistiske aktivister fra hele landet at komme til Bhaun, hvor Lal Khan skrev de fleste af sine bøger og artikler.

 

Bhaun er en gammel landsby hvor nogle efterladenskaber fra det Britiske Indien stadig kan spores, specielt en forladt jernbanestation. Den haveli [paladslignende traditionel byejendom, o.a.] hvor Lal Khan blev født, er næsten 150 år gammel og stadig i fin stand, fordi hans søster Batool tilbringer halvdelen af sin tid der. Ellers bor hun i Stockholm.

 

Fra Kalar Kehar slynger vejen sig op til Bhaun gennem bakkede landskaber – meget idyllisk. Man kan let forstille sig, hvorfor Lal Khan søgte tilflugt i sin landsby for at skrive sine værker. Men den 22. februar var Bhaun hyldet i sorg.

 

Hans båre blev båret af hans kammerater, og da optoget bevægede sig mod Janazgah (begravelsespladsen) blev det til en revolutionær march med røde flag. Sørgende råbte slagord med tårer i øjnene. ”Fremad mod den socialistiske revolution” var det slagord, det blev råbt mest.

 

Bønnen ved begravelsen blev anført af den lokale imam, der bad for den lokale helt. Mere end tusind overværede det. Efter bønnerne blev de røde faner igen rullet ud. Mange råbte i kor: ”Lal Khan! Vi vil fuldføre din mission for et socialistisk Pakistan!” og ”Asien er rød!”

 

Da han var stedt til hvile, læste Awais Qarni, en ung aktivist, der stod Lal Khan nær, et revolutionært budskab op; ikke noget der hørte til gravpladsens sædvanlige traditioner. Bagefter fik Jawad Ahmad, Lal Khan nære allierede og ven, følge af flere hundrede i ”Internationale”.

 

”Internationale” var slagsang for Første og Anden Kommunistiske Internationale og blev skrevet af en transportarbejder, efter at Pariserkommunen var blevet knust af den franske regering i 1871. Det blev senere Sovjetunionens og Tredje Internationales slagsang (indtil Tredje Internationale blev opløst i 1944).

 

Jeg havde ikke sovet natten forinden og kørte nogle timer for at være med til begravelsen af en kammerat, jeg havde kendt siden 1980. Første gang vi mødtes i eksil i Amsterdam, blev vi straks venner og kammerater. Sammen med en håndfuld andre kammerater besluttede vi at opbygge nye revolutionære traditioner og et parti.

 

The Struggle var vores semilegale gruppe i Zia-diktaturets mørke tid. Vores første større projekt var at udgive ”The Struggle”, som var et tosproget tidsskrift på urdu og engelsk. Det var et af de eksil-tidsskrifter, der havde størst succes. I fællesskab organiserede vi demonstrationer, møder og studiekredse i disse år for at organisere diasporaen i hel Europa.

 

I mellemtiden afsluttede Lal Khan, der var meget mere disciplineret end jeg selv var, sine medicinstudier på Vrije Universiteit Amsterdam, hvor vi begge var indskrevet. Jeg valgte at forlade mine studier i massekommunikation for at arbejde for The Struggle-gruppen på fuld tid.

 

Vores vellykkede protestaktion mod Zia-diktaturet under Champions Trophy Hockey-turneringen i Amstelveen i Holland i 1982, hvor Pakistan var i finalen, blev sendt live i fjernsynet på Pakistans nationale, statskontrollerede TV, PTV, i nogle minutter. Det ærgrede diktaturet, og der blev udklækket en plan for at få os tilbage til Pakistan. Komplottet gik ud på at hænge medlemmerne af The Struggle op på en falsk anklage om flykapring. I august 1982 blev 18 af os arresteret i forskellige hollandske byer; også Lal Khan. Et stykke tid var det en sensation i den hollandske presse. Vi var anklaget for at have planlagt at kapre et fly fra Pakistan International Airlines i Schiphol-lufthavnen.

 

I virkeligheden blev det hollandske politi ført bag lyset med falske oplysninger fra en agent fra det pakistanske diktatur. Kort sagt: Vi blev løsladt. Den hollandske regering gav gruppen en formel undskyldning, efter at vi havde lagt sag an mod den.

 

De otte år i eksil var fyldt med aktivitet. Vores mål var at skabe et grundlag for en ny politisk strømning. Vores ideologiske fyrtårn var Leo Trotskij. Vi læste ivrigt Karl Marx, Lenin og Trotskij og oversatte nogle af deres værker.

 

The Struggle havde et livligt politisk kontor lige ved siden af Amsterdams berømte Dam-plads. Det var år fyldt med optimisme.

 

Vi tog tilbage til Pakistan, da krigsretstilstanden blev ophævet den 1. januar 1986. Vores primære taktik for at opbygge Struggle-gruppen var ”entrisme” i Pakistan People’s Party (PPP). Det skulle være en kortsigtet deltagelse i et masseparti for at rekruttere aktivister til en ny strømning. Taktikken virkede et stykke tid, men ikke længe. Lal Khan fik absolut flertal i The Struggle’s nationale komité, da nogle af os rejste kravet om at forlade PPP og opbygge et åbent arbejderparti. Det førte til, at vores veje skiltes i nogle år.

 

Sammen med andre ligesindede kammerater blev jeg en del af den tendens, der startede Labour Party Pakistan, mens Lal Khan valgte at arbejde indenfor PPP og arbejderbevægelsen.

 

Lal Khan var en fremragende taler og ingen kunne hamle op med hans viden om marxismens historie. Han var som et omvandrende politisk leksikon for bolsjevismen og specielt Leo Trotskij. Hans karisma lå til grund for hans evne til at motivere ungdommen.

 

Han kunne tale i timevis uden manuskript og tryllebinde publikum. En af de vigtigste momenter i hans opbygning af organisationen The Struggle var afholdelsen af den vellykkede årlige kongres i Aiwan Iqbal Lahore, hvor delegerede i hundredvis mødtes i to dage for at diskutere perspektiverne i Pakistan, ud fra et politisk dokument med organisatoriske og politiske prioriteringer for de kommende måneder.

 

Lal Khan var en meget gavmild person og tøvede ikke med at bruge af sin nedarvede formue på sine politiske aktiviteter. Har var også ferm til at indhente bidrag fra sine velhavende venner.

 

Lal Khan var den eneste søn af en højtstående officer i hæren og havde tre søstre, der holdt meget af ham. Han var en enestående skikkelse i Pakistans politiske historie. Han indførte nye strategier og taktikker for opbygningen af en semilegal marxistisk gruppe. Ved hjælp af hans entristiske taktik blev én af hans nærmeste medarbejdere, Choudry Manzoor Ahmad, valgt til det nationale parlament på PPP’s liste i 2002. Manzoor tabte valget i 2008 og mistede også Lal Khans tillid. Deres veje skiltes indtil Lal Khans død den 21. februar 2020. Ikke desto mindre var Manzoor blandt de sørgende ved Lal Khans begravelse.

 

En anden af Lal Khans nære allierede er parlamentsmedlemmet Ali Wazeer, der er stolt over at være kendt som et marxistisk parlamentsmedlem i et parlament domineret af eliten. Han var også til begravelsen med røde øjne.

 

Især i de sidste fire år kom Lal Khan og jeg tættere på hinanden end nogensinde før. Vores diskussioner førte til dannelsen af gruppen Lahore Left Front og til afholdelsen af mindeværdige offentlige møder ved Mochi Gate i Lahore, hvor de fleste af lederne af Pashtun Tahafuz Movement [en pashtunsk menneskerettighedsgruppe, o.a.] talte. Han var en hyppig taler ved Faiz Aman Mela [en årlig mindehøjtidelighed for den revolutionære digter Faiz Ahmad Faiz, hvor mange progressive kræfter samles, o.a.]. Hans sidste offentlige optræden var ved den historiske Students Solidarity March den 29. november 2019. Han havde det ikke godt, men på min opfordring kom han og talte til tusindvis af studerende.

 

Under den sidste Struggle-kongres i Aiwan Iqbal Lahore i 2019 besvimede han. Han blev diagnosticeret med lungekræft på ANMOL-Hospitalet i Lahore. Jeg var ofte ved hans side under de pinefulde kemo-behandlinger. ”Jeg vil kæmpe til det sidste,” erklærede han ofte under vores lange diskussioner om den fremtidige strategi i det sidste år, hvor han kæmpede mod kræften.

 

Han tiltalte mig altid kærligt som ”min formand”. ”Formanden” mistede én af sine nærmeste kammerater den 21. februar, men ikke håbet for et socialistisk Pakistan.

 

1. marts 2020. Oversat fra International Viewpoint af Poul Bjørn Berg.

*****


Lal Khan som marxistisk forfatter

Lal Khans skrifter er en værdifuld kapital for arbejderklassen i hele verden. De kan inspirere og give anvisninger til unge revolutionære, som bekæmper Pakistans nepotistiske kapitalisme og i et hvilket som helst andet land i verden. Han var blandt de få, som udviklede perspektivet om Sovjetunionens nedgang forud for dets sammenbrud i en af sine bøger: ”Bolshevik Revolution 1917 and Today´s Russia.” i 1989. Efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor mange aktivister fra venstrefløjen og arbejdere begik selvmord eller valgte at støtte kapitalismen og ”historiens endeligt”, holdt han og nogle få af hans kammerater fast i den revolutionære socialismes banner.

 

Han var blandt den endnu mindre flok, som introducerede den videnskabelige socialisme og begrebet den permanente revolution til denne region. Efter sin eksilperiode i Holland tilbragte han nogle år i Indien med at opbygge de revolutionære kræfter der, inden han vendte tilbage til Pakistan. Han skrev adskillige artikler og bøger om den blodige opdeling af Britisk Indien.

 

Han plejede at sige. Der ikke noget Hindustan mere, nu er der Pakistan, Bangladesh og Bharat (hindinavn for Indien) – kun en socialistisk revolution i et af disse lande kan føre regionen tilbage til fremskridt og vækst i form af Sydasiens Socialistiske Føderation, som kan blive grundstenen for den socialistiske verdensrevolution og kommunisme.

 

Blandt de andre emner, han behandlede: er menneskets sociale adfærd og menneskers fremmedgørelse under kapitalismen. Disse skrifter er også værd at læse. Den herskende elite gjorde alt for at udslette erindringerne om Pakistans revolution i 1968-69, men Dr. Lal Khan var en af de få, der kunne gengive den revolutionære ånd fra revolutionen i 1968-69. Han skrev et mesterværk: Pakistan´s other story, the 1968-69 Revolution”. Om den historie, som aldrig er blevet fortalt i Pakistan. Han plejede at sige og skrive, at den undertrykte arbejderklasse i Pakistan har kun en historie på de kun 139 dage fra 7. november 1968 til diktatoren Ayub Khans fald 26. marts 1969. Resten er historien om den herskende elite.

 

Uddrag fra Memories of Comrade Lal Khan af Awais Qarni. Uddraget er redigeret af Leif Mikkelsen

 

 

 

 

 

single.php