content-picture.php

I løbet af de seneste to uger er de igangværende protester og strejker i Iran taget til i styrke. Det er lykkedes for sukkerrørs- og stålarbejderne at sætte fokus på arbejdernes problemer ikke bare i Khuzestan, men overalt i landet og også internationalt.

af Frieda Afary, udgivet den 19. januar 2019

På den ene side har virkningerne af den anden og endnu mere ubarmhjertige bølge af Trump-administrationens sanktioner mod Iran virkelig været ved at knække ryggen på den almindelige befolkning. Selv om sanktionerne, hvis mål er at stoppe Irans eksport af olie, teknisk set ikke omfatter import af fødevarer og medicin, så forhindrer den i praksis betalinger for mad og medicin måde, fordi det bliver vanskeligt at lave bankoverførsler mellem Iran og resten af verden. Det store flertal af af de 82 millioner indbyggere lider derfor under knaphed på disse goder og på basale offentlige ydelser bl.a. på sundhedsområdet. De står også overfor, at deres møntfod, rial’en, bliver mindre værd, en astronomisk inflation, flere fyringer eller manglende udbetalinger af lønninger, hvad der også hænger sammen med de problemer, der belastede Irans økonomi forud for genindførelsen af sanktionerne. Hvis man ser på rial’ens voldsomme fald, så er minimumslønnen nu nede på, hvad der svarer til 100 dollar pr. måned for en familie på fire, hvad der er lavere end Verdensbankens definition af ’absolut fattigdom’ (2 dollar pr. dag pr. person).

 

På den anden side har det iranske regimes ledere, ikke bare Ayatollah Khamenei, men også præsident Rouhani, ’reformtilhængeren’, aldrig udtrykt sig mere skamløst i deres offentlige taler om, hvor ’godt’ den iranske økonomi stadig klarer sig, og hvordan masserne i Syrien, Irak, Libanon og Yemen støtter de iranske masser i deres ’tapre kamp’ mod USA’s imperialisme. På samme tid vækker korruptionen inden for regeringen, som er blevet indrømmet af ledende regeringsprofiler, endnu mere vrede blandt befolkningen.

 

Kuzhestan i centrum

Olie- og industriprovinsen Khuzestan i det sydlige Iran bliver ved med at være det sted, hvor arbejdskampe, miljøkampe og kampe for menneskerettigheder er på det højeste niveau. Fortsatte strejker blandt sukkerrørsarbejderne på Haft Tapeh (4500 ansatte) og på National Steel i Ahvaz (4000 arbejdere) igennem hele 2018 har inddraget de ansattes familier (kvinder og børn) og har ført til demonstrationer i byerne Ahvaz og Shush og demonstrationer foran provinsregeringsbygninger i begge byer. Den 18. november blev 18 arbejdere fra Haft Tapeh samt en kvindelig journalist arresteret. Andre arbejdere, familiemedlemmer, advokater og beboere i Shush forsamlede sig foran retsbygningen i Shush for at protestere imod disse arrestationer og forlangte at få at vide, hvor de arresterede arbejdere og journalisten befandt sig. Indtil videre er 12 blevet løsladt. I en reportage og i videoer ses strejkende stålarbejdere i solidaritet med sukkerrørsarbejderne, hvor arbejderne råber i kor: ’Død over den demagogiske regering’ og ’Hverken præsidenten eller regeringen tænker på folket’

 

Lastbilchauffører over hele landet har strejket tre gange i løbet af de seneste 6 måneder. Der har også været andre arbejderprotester inden for olieindustrien og den petrokemiske industri i Khuzestan, protester fra bønder, der kræver vand til deres afgrøder, protester fra offentligt ansatte, samt fra sultende pensionister, der har dannet deres egen organisation.

 

Privatisering

Samtidig med arbejderaktionerne for udbetaling af løntilgodehavender, arbejdsløshedsunderstøttelse, ansættelsessikerhed og ordentlige arbejdsforhold, så fortsætter den iranske regering ufortrødent med at privatisere selskaber, der tidligere var været offentligt ejet. Den overdrager dem til kontrahenter, der fungerer som statens og de islamiske revolutionsgardisters forlængede arme, og som kun ansætter på korttidskontrakter eller kontrakter, der hverken giver ansættelsessikkerhed, sikrer understøttelse eller håndhævelse af Irans nødtørftige arbejdsmarkedslove. Som reaktion på dette har sukkerrørsarbejderne på Haft Tapeh krævet ret til selv at lede selskabet, enten på delebasis eller alene.

 

Khuzestan er også skuepladsen for vigtige kampe for menneskerettigheder og miljøbeskyttelse. Miljøproblemer i forbindelse med dæmningsbyggerier, forurening fra den petrokemiske industri og rovdrift på underjordiske vandreservoirer, altsammen som følge af en stadig mere grådig kapitalistisk udnyttelse, samt de globale klimaforandringer i sig selv, har medført ødelæggelse af marskområder, ekstrem vandmangel og alvorlig luftforurening.

 

Sidste forår var der store protestmanifestationer i Khuzestan imod vandmangel, kvælende luftforurening og manglende respekt for Irans etnisk arabiske befolknings kulturelle og sproglige rettigheder. Senere, da den iranske regering afledte vand fra Karun-floden til den irakiske by Basra for at pacificere protestbølgen i Khuzestan, førte dette til strømafbrydelser i Irak, fordi den afbrød vandkraftforsyningen der. I slutningen af august og begyndelsen af september gik tusinder på gaden i Basra med krav om om livsvigtige ydelser fra den irakiske regerings side, herunder elekticitet og rent vand. Der var også demonstrationer mod Irans tilstedeværelse og indflydelse i Irak. Demonstranter stormede det iranske konsulat og stak det i brand.

 

Masse-arrestationer

Den iranske regering er skrækslagen ved tanken om enhver form for solidaritet mellem dem, der bekæmper ekstremistiske og religiøst fundamentalistiske grupper i Irak, og dem, der gør det samme i Iran. Menneskeretsaktivister i Khuzestan fremhæver, at det iranske regime har ydet hjælp til sunni-fundamentalistiske grupperinger i Khuzestan, samtidig med at det er blevet ved med at slå hårdt ned på forkæmpere for sekulære menneskeretigheder og faglige aktivster.

 

Efter angrebet 22. september på en iransk militærparade i Ahvaz, som den iransk-arabiske separatistgruppe, Arab Struggle for the Liberation of Ahvaz (ASMLA), tog ansvaret for, blev mere end 1000 iransk-arabiske intellektuelle, menneskerettighedsaktivister, politiske aktivister, medieaktivister m.fl. samt deres ægtefæller og børn arresteret af regimet. Den 10. november blev 22 af dem, der var blevet arresteret, ingen af dem med tilknytning til ASMLA, henrettet uden retssag og begravet på et ukendt sted.

 

Det iranske regime er også bange for kampene for selvbestemmelse i iransk Kurdistan, der har et stærkt arbejderpræg. Den 14. september blev der erklæret generalstrejkke i iransk Kurdistan imod henrettelsen af fire kurdiske politiske fanger, Ramin Hossein Panahi, Kamal Ahmadinejad, Zanyar Moradi og Loghman Moradi, og imod Irans missilangreb på kurdiske dissidenter i det nordlige Irak.

 

Angreb på feminister

Iranske lærere har været forrest i kampen for både økonomiske rettigheder og menneskerettigheder over hele landet. De har strejket to gange siden begyndelsen af det nye skoleår og kræver mere i løn/arbejdsløshedsunderstøttelse mm. end deres nuværende sultelønninger, ret til at organisere sig, ret til gratis uddannelse for alle, og nej til diskrimination af religiøse og nationale minoriteter, samt anerkendelse af disses ret til offentlig uddannelse på deres eget sprog (kurdisk, azari eller arabisk). De kræver øjeblikkelig løsladelse af fængslede ledere af lærernes fagforening som f.eks, Esmail Abdi, Mohammed Beheshti Langeroodi og Mohammed Habibi, der afsoner lange fængselsdomme for den ’forbrydelse’ det er at danne en fagforening. Andre har fået kortere fængselsdomme, fået piskeslag eller er blevet sendt i eksil.

 

De mest urokkelige har været fængslede feminister. De mest fremtrædende er Nasrin Sotudeh, menneskerettighedsadvokat for Girls of Revolution (kvinder, der er arresteret for at have taget deres hijab af offentligt), Narges Mohammadi, aktivist imod dødsstraf, Zeynab Jalalian, kurdisk politisk aktivist, Golrokh Iraee, forfatter, Atena Daemi, advokat for børns rettigheder. Andre feminister er blevet fængslet for at organisere seminarer om kvinders rettigheder. Feministiske mænd som Arash Sadeghi og Farhad Meysami er også i fængsel. Der er nogen, der forsøgt at skabe opmærksomhed om deres trængsler og lidelser gennem sultestrejker. Sotudeh er blevet nægtet besøg af sin familie, fordi hun nægter at bære hijab-heldragt under besøgene. Mohammadi har ikke set sine børn i mange år. Jalalian er blevet blind.

 

Den 22. oktober blev Farshid Hakki, menneskerettigheds-, børnerettigheds- og miljøaktivist, dolket ihjel uden for sit hjem og efterfølgende brændt af den iranske regerings agenter. Fem andre miljøaktivister, kvinder og mænd, er blevet anklaget for spionage og sigtet for forbrydelsen at ’sprede moralsk fordærv på Jorden’, en ’forbrydelse’, der kan medføre dødsstraf. I februar blev Kavous Seyed Emami, sociologiprofessor og miljøaktivist, myrdet i fængslet.

 

Der er også universitetsstuderende, der har deltaget i nogle af de protester, der er nævnt ovenfor, og de har også demonstreret på egne vegne på Teheran og Alameh Tabatabal universiteterne, samt i andre provinser, som modstand imod, at regeringen har indført betaling for ydelser/uddannelser, der tidligere var gratis, og for at bekæmpe bandlysningen af studenter ’mærket med en stjerne’ (politiske aktivister). Universitetsstuderende, der blev arresteret for at støtte de folkelige protester mod den Islamiske Republik, kæmper stadig mod fængselsdomme, der er blevet afsagt af domstolene. Den 20. november samledes studerende  ved Teheran og Alameh Tabatabi universiteterne for at udtrykke deres solidaritet med de strejkende sukkerrørsarbejdere på Haft Tapeh og andre strejkende arbejdere og lærere.

 

Sidst, men ikke mindst, så har en gruppe politiske fanger fra det berygtede Gohardasht-fængsel i nærheden af Teheran, fremsat en erklæring til støtte for de strejkende arbejdere på Haft Tapeh  og stålværket i Ahvaz. I denne erklæring udtaler de: ’Modstanden fra de ærefulde og hårdtarbejdende arbejdere på Haft Tapeh og Ahvaz stålværk er endnu et brøl af vrede fra de undertrykte og arbejderne i et folk, der ikke længere vil finde sig i en korrupt regerings udplyndring og undertrykkelse. Et folk, der hver dag ser, hvordan de bliver berøvet frugterne af deres hårde arbejde, og som udsættes for fattigdom, sult og en katastrofal elendighed, hvor deres rigdom bare bliver brugt som brænde på terrorismens bål, til krig, eller til undertrykkelse af dets protester, det er et folk, der omsider klart  har identificeret dets fjende. Vi, de politiske fanger i Gohardasht … tror på, at den eneste legitime og retfærdige løsning på undertrykkelse og udplyndring kan opnås gennem et oprør. Det vil, baseret på den landsdækkende enhed af alle fagforeninger og undertrykte dele af samfundet, kunne rykke alle dem, der plyndrer og undertrykker, op med rode.’

 

Et socialistisk perspektiv

Det er klart, at mangfoldigheden af folkelige kræfter, der protesterer og strejker i Iran, er imponerende. Den objektive økonomiske situation, herunder den interne økonomiske krise for den iranske kapitalisme, følgerne af dens militære interventioner i udlandet, og de meget alvorlige virkninger af USA’ grusomme sanktioner, gør en i forvejen meget nøjsom eksistens umulig for flertallet af Irans 82 millioner store befolkning.

 

Hvad der endnu mangler i det samlede billede, er et socialistisk perspektiv og en socialistisk organisering, der bygger på de ovenfor nævnte kampe og på kravet fra demonstrationene i perioden december 2017 – januar 2018 om et stop for Irans militære interventioner i området, og et farvel til den Islamiske Republik. Der er et påtrængende behov for, at den yngre generation af iranske socialister prioriterer modstanden mod iransk nationalisme, tegner et klart billede af Irans militariserede statskapitalisme, forsvarer kvinders rettigheder, rettighederne for Irans undertrykte mindretal og italesætter forbindelserne mellem militarisme og anslagene mod levestandarden i landet.

 

Uden et sådant perspektiv vil de iranske monarkisters ideologiske og organisatoriske kampagne for en tilbagevenden til de ’gode, gamle dage under shahen’ blive ved med at vinde genklang.

 

Socialister over hele verden, der ønsker at give udtryk for for deres solidaritet med kampene i Iran kan ikke bare begrænse sig til modstanden mod de brutale og grusomme sanktioner fra den amerikanske regerings side. De må også sætte ord på deres modstand mod det iranske regime, gøre alt for, at Haft Tapeh-arbejdernes og andre faglige aktivister desperate situation bliver offentlig kendt overalt, forsvare de fængslede feminister og de fængslede arabiske og kurdiske aktivister. Og allervigtigst, vi har brug for en dialog om, hvordan socialisme kan slå helt igennem som menneskers frigørelse for alle mennesker og ikke bare en anden form for for kapitalistisk undertrykkelse og udnyttelse.

 

22. november 2018. Oversat fra Alliance of Middle East Socialists af Niels Overgaard Hansen. Noter er udeladt. Mellemrubrikker er tilføjet.

 

Opdatering 22.11.18 – 8.1.19:

I de seneste to måneder har der på samme tid været store strejker på stålværket I Ahvaz og på Haft Tapeh. Strejkerne retter sig fortsat mod privatisering og manglende lønudbetaling, men også mod den omfattende korruption. Arbejderne har fordømt de metoder, der kendetegner den iranske privatiseringsorganisation, der er nedsat af økonomi- og finansministeriet – metoder, der har ført til en gallopperende nepotisme, hvor offentlig ejendom og selskaber bliver solgt til folk, der er tæt knyttet til myndighederne. Som led i denne kamp er dannelsen af uafhængige arbejderråd blevet en vigtig prioritering, der nyder udbredt opbakning.

 

Den Islamiske Republik, efterretningsvæsenet og sikkerhedsstyrkerne, har reageret på strejkerne med vanlig brutalitet og en intimiderings- og trusselkampagne, ud fra en del-og-hersk taktik. De arresterede under stor voldsudøvelse alle arbejderrepræsentanter på Haft Tapeh, men løslod dem igen efter bred offentlig fordømmelse i Iran og fra arbejderorganisationer internationalt. En af de ledende talspersoner under strejken, Esmaeil Bakshi, havde været under meget hård tortur under fængselsopholdet, og selv om han blev løsladt mod en svimlende høj kaution, så er han blevet sigtet for deltagelse i ’hemmelig sammensværgelse mod den nationale sikkerhed’ og ’forstyrrelse af den offentlige orden’ og ventes snart for retten. Bakshi har været en af de ivrigste fortalere for oprettelse af arbejderråd , og at strejken skal føre til, at fabrikken tilbageføres til den offentlige sektor.

 

Det må understreges, at arbejdernes krav og deres beslutsomme kamp mod privatiseringer og korruption er blevet et centralt tema på landsplan, hvad der er en stor sejr for arbejdene. Det har så ført til en tilsvarende intens modoffensiv med trusler og oprettelse af pseudo-repræsentative organer med forvirring og splittelse til følge.

 

Et andet eksempel på modoffensiven er arrestationen, igen under stor voldsudøvelse, af Ali Nejati, en veteran, der bl.a. var meget aktiv i organisereringen af strejkerne i 2007-8, der førte til dannelsen af sukkerrørsarbejdernes informationsbureau. Ali Nejati blev arresteret, selv om han ikke spillede en ledende rolle under de nuværende strejker, men som et forsøg på at knuse informationsformidlingen og som en utvetydig advarsel til de arbejdere, der gik ind for strejken og lyttede til bureauet, der havde været meget aktivt under strejken med løbende opdateringer og nyheder, og som var meget populært. Der bliver kæmpet for, at Ali Nejati, der har alvorlige helbredsproblemer, bl.a. med hjertet, kan blive sat på fri fod igen.

 

Den 17. og 18. december gennemførte sikkerhedsstyrker og efterretningsagenter husundersøgelser hos stålarbejdere i Ahvaz og arresterede over 40 ledende strejkeorganisatorer, der så igen blev løsladt 7. januar. Også i deres tilfælde blev de sat under ekstremt pres, gennemgik hårde forhør og blev slået igen og igen. Stålværket i Ahvaz er for tiden plastret til med sikkerheds- og efteretningsfolk, og arbejderne bliver strengt overvåget og undertrykt. Også her dannes der pseudo-arbejderorganer, og ligesom det var tilfældet på Haft Tapeh, forsøger regeringen at benytte sig af, at mange arbejdere er i fængsel eller under anklage, så disse organer kan tage over.

 

Det er lykkedes for sukkerrørs- og stålarbejderne at sætte fokus på arbejdernes problemer ikke bare i Khuzestan, men overalt i landet og også internationalt, på trods af regimets forsøg på at infiltrere og demoralisere arbejderne gennem fysiske angreb og også forsøg på at skabe grobund for reaktionære og fascistiske initiativer, herunder fremmedhadske og racistiske paoler mod afghanske migrantarbejdere i Iran. Det har dog næppe hjulpet, at de delegerede i regimets falske arbejderråd åbenlyst kalder sig ’Den øverste Leders soldater’.

 

Kilde til opdateringen er artiklen ’Sugarcane and steelworkers’ strikes in Iran’ fra International Alliance in Support of Workers in Iran (IASWI), der er en uafhængig og progressiv kampagne for støtte til arbejdernes kampe og rettigheder i Iran.

single.php