content-picture.php

Efter en del dramatik på borgen kunne boligminister Kåre Dybvad meddele, at nu var der en aftale om indgreb mod "de udenlandske kapitalfondes" misbrug af lejelovgivningen. Det er positivt, men de egentlige i helte er de beboere, bl.a. i Den Sønderjyske By på Frederiksberg, der har kæmpet mod Blackstone og skabt opmærksomhed om problemet.

af SAPs Forretningsudvalg

Boligministeren har stillet sig den opgave at sikre, at “politibetjenten og sygeplejersken” kan finde en passende bolig i København. En målsætning man kun kan være enig i. Af hensyn til klimaet – men også af hensyn til de arbejdendes livsvalitet – er det nødvendigt at begrænse pendlingen. Men det ville være passende at tilføje, at den arbejdsløse og pensionisten også skal kunne finde en bolig i byen.

 

Den aftale, der er lavet, er ganske givet en forbedring. Men der er en lang vej igen, inden ministerens opgave er løst. Det vil kræve mere omfattende reformer.
Husejerne vil stadig have muligheder for at kræve urimeligt høje huslejer, om end der bliver lavet nogle begrænsninger.

 

Aftalen bliver “solgt” som et indgreb vendt mod Blackstone og de øvrige udenlandske kapitalfonde. Dermed bliver det italesat, at det er de “onde” udenlandske kapitalister, der har været igang med at ødelægge boligmarkedet.

 

Det bliver næsten glemt, at danske ejendomsspekulanter også i årevis har forstået at udnytte den forhadte paragraf 5, stk 2, i boligreguleringsloven til at hæve huslejen og profitten af deres investeringer maksimalt.

 

På det seneste er det kommet frem, at også pensionskasserne har brugt fidusen med at lave moderniseringer med det formål at gennemføre voldsomme huslejestigninger.

 

Ofte har der været tale om helt unødvendige moderniseringer, hvor fuldt anvendelige køkkener og badeværelser rives ned og fornys, eller hvor gode, gedigne vinduer erstattes af nye af ringere kvalitet. Der har endog i nogle tilfælde været tale om at ødelægge kulturværdier for at opnå en hurtig gevinst. Ingen har spurgt lejerne om deres ønsker og behov.

 

Karensperiode og energirenoveringer
Den stærkt kritiserede paragraf 5, stk.2 fjernes ikke. Men der indføres en karensperiode på 5 år (med visse undtagelser) for nye ejere. De kan ikke bruge paragraffen til at sætte lejen op før efter 5 års ejerskab.

 

Der stilles også nogle skrappere krav om energiforbedringer. Det er ikke nok at sætte et nye køkkener op.

 

Det vil uden tvivl fjerne nogle af værste eksempler på fupmoderniseringer.

 

Husejerne kan stadig lade lejen stige, den må blot ikke “overstige det lejedes værdi”. Det betyder, at husejerne (uden om de almindelige reguleringer i lejeloven) kan lade huslejen stige voldsomt, hvis blot den er høj/steget i andre ejendomme i området. Dog fjernes ordet “væsentligt”, så spekulanterne ikke som hidtil blot kan lægge en ekstra stigning oveni.

 

Om denne begrænsning får nogen effekt, er svært at gennemskue. Ligesom det er vanskeligt at forudsige hvad den foreslåede styrkelse af huslejenævnene vil betyde.

 

Ejerne har pga. paragraffen desuden i årevis sjoflet den løbende vedligeholdelse af deres ejendomme, og det er der ingen løsning på. De har fortsat et incitament til at vente, til der er behov for en gennemgribende renovering.

 

Andelsboliger i klemme
Det var helt åbenlyst, at et indgreb var nødvendigt. Men det endte med at blive ret begrænset.
Husejerne og bankerne var ude med en veritabel modkampagne. De fokuserede snedigt på, at et indgreb ville give store økonomiske tab for beboere i andelsboliger. Det blev sagt, at de ville miste op til 25 procent af værdien af deres andele.

 

Det er dog langtfra flertallet af andelsboligforeninger, der vil blive ramt. De  andelsforeninger, der kunne være i risiko, har alle – efter eget valg – baseret deres værdiansættelse på valuarvurderinger, der har været med til at skrue ejendomsvurderingerne op. Derfor er problemet delvist selvforskyldt.

 

Reglerne siger, at valuarerne skal tage udgangspunkt i værdien af sammenlignelige private udlejningsejendomme. Spørgmålet er, hvor objektive valuarerne er. Desuden vil prisen på udlejningsejendomme – netop i kraft af paragraf 5. stk 2 – undertiden være kunstigt opskruede.
Bankerne er også begyndt at sætte spørgsmålstegn ved vurderingerne. Nogle af bankerne hævder i en artikel i Politiken, at nogle foreninger har fået sat deres værdi alt for højt.

 

Under alle omstændigheder er problemet midlertidigt – det varer kun ved indtil den almindelig prisudvikling indhenter den eventuelt for høje valuarvurdering.

 

Forbrydelse eller dumhed
Hele sagen har sat fokus på emnet: “Dansk boligpolitik: forbrydelse eller dumhed?” – som er titlen på en gammel bog af Preben Wilhjelm. Forbrydelsen er en boligpolitik, der splitter forskellige grupper af beboere og skaber en falsk interessemodsætning. Det er en politik, der bygger på spekulation og placering af kapital, fremfor på den nødvendige opfyldelse af menneskers behov.

 

Hvorfor skal private firmaer tjene penge på noget så basalt som boliger?

 

Hvis vi skal sikre, at alle slags mennesker kan få en bolig i byen, kan vi ikke basere det alene på et privat boligmarked. Stat og kommunen må på banen og sikre, at der opføres billige boliger. Det skal være almene eller kommunale boliger. Boligselskaberne eller kommunerne skal have adgang til grunde, som skal overtages under markedsprisen.

 

Kommunerne skal i deres planlægning i højere grad benytte sig af muligheden for at stille krav om almene boliger. Boligselskaberne skal stå for opførelsen, og det skal sikres, at de almene boliger bygges før eller samtidig med de private.

 

Et stort udbud af billige almene boliger vil være med til at presse de private på priser og kvalitet.
Det vil alt sammen være vigtige første skridt i en nødvendig reform.

 

SAPs forretningsudvalg, den 1. marts 2020

single.php