content-picture.php

Vi lever i vanskelige tider, men vi organiserer os også, så vi overgiver os ikke, men forbereder tværtimod vores næste angreb. Refleksioner, scenarier og krav midt i udbruddet af Coronavirus.

af DinamoPress

For elleve dage siden blev skoler og universiteter lukket. For otte dage siden blev regionen Lombardiet til en stor rød zone. For syv dage siden blev 30 fængsler brændt af. For seks dage siden aflyste vi de demonstrationer, der skulle have fundet sted i forbindelse med kvindestrejken. Samme nat blev hele Italien erklæret som rød zone. For fire dage siden blev størstedelen af butikkerne og andre økonomiske aktiviteter lukket.

 

Vi skriver inde fra stormens øje. Vi lever i vanskelige tider. Men vi organiserer os også for ikke at overgive os, men forberede vores næste angreb.

 

Covid-19 og social bevidsthed
I løbet af få dage blev demonstrationer og forsamlinger aflyst, møder blev kun afholdt på nettet og i øjeblikket må vi ikke forlade vores hjem. Denne virus har en speciel egenskab i forhold til andre risici, som vi bevidst tager, individuelt eller kollektivt, i vore politiske aktiviteter. Denne virus kan gøre enhver til en fare for andre og for samfundet som helhed. Som mange siger i disse dage: Den største fare ved Covid-19 er, at den kan føre til et sammenbrud i det nationale sundhedssystem.

 

Dette kan især ske af to årsager: virussen spredes meget hurtigt, og også syge uden symptomer er smittebærere; desuden kræver en vis del af sygdomstilfældene behandling på intensivafdelinger. Sundhedssystemerne er ikke ens i hele verden, eller i forskellige dele af Europa. Og det er forholdet mellem antal sengepladser på intensivafdelinger og befolkningsstørrelsen heller ikke. De nyste tal vi har kunnet finde, angiver at Frankrig har 12 senge for hver 100.000 indbyggere, Italien har 11 og Storbritannien har 7. Kun Tyskland skiller sig positivt ud med 30 senge. Men Grækenland har 5. [Danmark har ca. 12, o.a.]

 

Lombardiet er blandt de rigeste regioner i Europa og har et af de bedste sundhedssystemer. Imidlertid var det også det første sted, hvor infektionen for alvor brød ud i Europa. Trods hastig forøgelse af sengekapaciteten på intensivafdelinger er læger og sygeplejesker i disse dage tvunget til at anvende såkaldte ”katastrofemedicinske” kriterier. Dette betyder, at ikke alle kan få behandling, og at man er tvunget til at vælge blandt patienterne baseret på sandsynligheden for overlevelse.

 

Hvad kan der ske i lande uden et offentligt sundhedssystem? Hvad kan der ske i Afrika, hvor kolonial udplyndring har gjort samfundene fattige? Og i Sydamerika? Hvad kan der ske i USA, hvor adgangen til sundhedssystemet afhænger af, hvor mange penge du har i lommen? Ingen ved det, men vi har stillet os selv alle disse spørgsmål gennem disse sidste dage. Indtil nu har det at undgå normal individuel og politisk opførsel, for os set ud mere som et spørgsmål om social bevidsthed, og mindre om social kontrol eller indgreb, der er kommet fra oven.

 

Ophør af politik?
Det er tydeligt, at vi ikke er kommet ind under den ”hellige videnskabs” herredømme i løbet af blot nogle dage, hvor politik ikke længere spiller nogen rolle. Epidemien er ikke den samme for alle. Den er ikke det samme for indsatte i fængsler, som startede en stor opstand – som ifølge tal fra det italienske Justitsministerium har omfattet omkring 6.000 mennesker (10 procent af dem fængslede) og 30 fængsler på 3 dage. Et tital politibetjente er blevet sårede, ødelæggelser for omkring 500 millioner euro er blevet forvoldt, og fanger i tital flygtede (skønt kun 6 stadig er på fri fod), og 13 af dem (mest afrikanere) er døde. Myndighederne siger, at de alle døde på grund af overdoser af narkotika – denne narkotika skal være blevet stjålet fra sygeafdelingerne i fængslerne. Vi får se.

 

Fængsler og emigrantcentre er ikke sikre steder at opholde sig, især ikke under en epidemi. Men det er mange hjem heller ikke for mange kvinder. Epidemien i Kina førte til en stigning af vold i hjemmet, og overalt i verden er hjem og familiære forhold de vigtigste steder, hvor mord på og vold imod kvinder finder sted. Af denne grund diskuterer den feministiske bevægelse, hvordan man bedst organiserer selvforsvar for kvinder, som under karantænen er udsat for en langt højere grad af risiko for vold i hjemmet. Selvfølgelig er hjemløse et andet stort problem. Der er omkring 40-50.000 i Italien, de har intet sted at være og kan ikke finde ly. De står over for kæmpe problemer, fordi så mange væresteder og sociale tjenester er lukkede.

 

Medens de sociale netværk, medierne og politikerne opfordrede befolkningen til at blive hjemme gennem hashtags, udtalelser og forordninger, har arbejdsgiverforeningen og individuelle arbejdsgivere gjort hvad de kunne for at få arbejderne til at fortsætte med at arbejde. Det er, hvad Confidustria (industriens arbejdsgiverforening i Italien) opfordrede til helt frem til dagen, før den sidste afgørende forordning fra Premierministeren trådte i kraft, og det er, hvad der stadig sker på mange arbejdspladser. Her gjorde både den traditionelle arbejderklasse på fabrikkerne og den nye arbejderklasse inden for nethandel med det samme oprør med spontane strejker, der stoppede produktionen og leveringen af varer. ”Hvorfor skal alle andre blive hjemme, medens vi stadig skal arbejde?” ”Hvilke garantier har vi mod at blive smittede?” Det er blandt de vigtigste spørgsmål, som arbejderne stiller i disse timer til ejerne og regeringen.

 

Indtil nu, synes det langt fra at være sådan, at epidemien og de undtagelser, vi lever under, fjerner politikken fra det sociale liv. Det er ikke et herredømme af videnskab eller politi. Der er faktisk også et rum, hvor meget radikale forslag kan blive en del af almindelig sund fornuft. Det er ikke muligt at vide, hvad det næste skridt vil være, og hvorledes krisen vil forandre normerne for den sociale og politiske orden. Men vi er sikre på, at denne forandring vil finde sted, og at der er megen plads til politik, også under betingelser, hvor det ikke er muligt at gå på gaden, forsamles og protestere.

 

Hvad vi gør
Som løsarbejdere, selvstændige og freelance arbejdere, studenter, arbejdsløse, emigranter og alle de dele af samfundet, der ikke kan få gavn af de traditionelle sociale sikkerhedsnet, har vi kun et klart krav: karantæne-borgerløn til alle. Vi organiserer en kampagne for at samle støtte til dette krav på landsplan. Mens vi ikke arbejder eller vi ikke får løn, skal vi stadig betale husleje, regninger, lån og varer. Vi tror, at dette krav kan forene det opdelte arbejdsmarked og slå bro over splittelser i klassen, og at det bør være det første skridt mod et generelt socialt tiltag, der må blive fastholdt også efter epidemiens afslutning.

 

Vi mener at dette krav bør rejses på europæisk niveau, at den rigeste ene procent skal betale det, og i det hele taget betale omkostningerne ved epidemien. Lad os beskatte netgiganterne, de superrige og kapitalejerne og lad dem betale regningen. Vi har brug for skatter på finansielle transanktioner og på store indkomster. Vi stiller også andre krav: umiddelbar overtagelse af alle private klinikker og hospitaler; gratis fordeling af basisvarer, stop for betaling af regninger, huslejer og lån. Fattige og svage mennesker skal ikke betale for epidemien.

 

Vi må benytte denne nødssituation til at minde om, hvem der førte vores sundhedssystem frem til denne situation gennem nedskæringer og privatiseringer. Vi må kæmpe for en bedre fremtid ved at lægge fundamentet for nye og stærkere former for og netværk af politisk organisering selv i denne situation med karantæne. I det mindste på europæisk niveau og mod de europæiske finansielle institutioner, som gennem disse år har gjort vores samfund fattigere gennem nyliberalisme og nedskæringer.

 

Ovenstående blev bragt som leder i den italienske netavis DinamoPress den 14. marts 2020. Oversat af Peter Kragelund.

 

single.php